Bulen

Jeg har været til 5 ugers tjek med smukke-barnet.
Hun havde taget på som hun skulle (hvilket jeg vidste), hun var vokset som hun skulle (hvilket jeg vidste), fejlede generelt ikke noget overhovedet (hvilket jeg naturligvis også vidste). dejligt opmærksomt barn jeg har. I KNOW!

-udover en lille bule i baghovedet. Hun blev taget med sugekop, så jeg har hele tiden tænkt, at den jo selvfølgelig stammer derfra. Hvad i alverden skulle det ellers være? Hun er jo per-fucking-fekt, og en lille bule på størrelse med en lille valnød er i virkeligheden bare med til at skabe hendes vidunderlige karakter. Ja den er faktisk sådan lidt sød.. og så går den vel væk igen om et par måneder?

Men lægen var bekymret. Han følte på den. igen og igen. Han målte den. Han tegnede på hendes (perfekte) lille hoved med en kuglepen. Og målte igen. Han stillede spørgsmål om fødslen, og forløbet (har du ikke en journal du kan kigge i - jeg fødte, jeg aner ikke hvad der skete omkring mig) han talte om kranie-plader, og spurgte ind til bulen, alt imens han gentog flere gange, at han simpelthen ikke vidste, hvad det var, og at det nok var et job for en pædi...pædo-et-eller-andet... børnelæge. Til sidst kom han frem til, at jeg skulle komme forbi igen om 2 uger, for at få tjekket knuden igen.

(kort pause med gevaldige øjenbrynsløft fra min side)

KNUDEN??? Skal vi ikke bare kalde det en bule og lade det være ved det?! Du kan da ikke begynde at kalde noget som helst for en knude, når du netop har sagt, at du ikke aner, hvad du taler om!
Altså may I remind you.. Hun er perfekt! PERFEKT blev vi enige om.
Nå.
Jeg samlede mine ting (Jeg havde taget tasker og poser med ind til lægen, som om jeg skulle på lejrskole - jeg skal lige lære det der baby-på-farten oppakning) og spankulerede ud til skranken for at reservere en ny tid til tjek af BULE.

Nu er det så mig, der har fået en bule i baghovedet...

Nu med barn... and then some!

Jeps. Baby kom ud. Efter 12 laaaange dage. Og 32 laaaaange timer. Det var det hårdeste og vildeste jeg nogensinde har prøvet. Ever! Jeg troede flere gange at jeg skulle dø.. eller at barnet skulle dø. Eller at der var sket en misforståelse, og der var slet ikke noget barn. Vi opgiver bare missionen, og tager hjem. Du bestod desværre ikke føde-prøven, så du kan tage hjem igen og komme igen, når du ved hvad du laver.

Men det endte jo alt sammen lykkeligt! En lille pige med blå øjne kom ud og gjorde alt andet ligegyldigt. Hun betager, imponerer og fylder hele mit hjerte uden overhovedet at gøre det mindste for det. Hun er rolig og mild og ligger længe bare og kigger og tager verden ind. Når hun selvfølgelig ikke skider, græder eller sover.

Verden er blevet et bedre sted, nu hvor smukke-barnet er trådt ind i den. Bare en lille bitte smule.