tirsdag den 22. maj 2012

kom til karensnotebook.dk

Its been quiet, I know. MEN det er kun fordi jeg flytter. Jeg har langt om længe fået det dersens Wordpress til at fungere, og har nu fået mig en rigtig blog. Så mød mig på Karensnotebook.dk fra nu af. Det er ikke helt oppe at køre endnu, for der er en masse nørderi som solen og jobsøgningen ikke tillader lige nu, men den er i gang, og det vil være derover, jeg poster fra nu. Uhh spændende, sådan at holde flytte dag :)

lørdag den 19. maj 2012

5 minutter.. HA!

Jeg går og pønser på at flytte bloggen over i wordpress, og lave en hjemmeside der er helt professionel og sårn.. men for fanden, jeg er faret vild i installationsguiden, og kan ikke rigtig finde hjem igen. Altså det er jo ikke særlig professionelt, vel. "Den berømte 5 minutters installering" - 5 minutter. 5 minutter, står der gudhjælemig! Det er sgu da en flabet overskrift. Det skal man nok ikke gå rundt og love til højre og venstre, når der er sådan nogle som mig, der kan kaste sig ud i det helt frejdigt gå-på-agtigt. Bang! flere timer senere sidder jeg her stadig. Nu med telefonen klar til at ringe til en ven. PHP og små popup-bokse med tal og stjerner og bogstaver i uforståelige rækkerfølger.. Det forvirre mig, og gør mig så lille bitte. Jeg ringer til en ven! Bum! problem solved.

onsdag den 16. maj 2012

buhu!

Godt så. Nu har vi et styks mellemørebetændelse og et styks lungebetændelse proppet ind i én lille bitte 1årig krop. Det er så synd for hende, og hun kæmper og kæmper, og jeg synes hun er så tapper. Moderen derimod er knap så tapper. For fanden jeg synes det er synd for mig. Jeg føler mig helt alene og fuldstændig drænet for energi. Jeg har også sygdommen bankende på døren, men der er alt for meget ansvar, til at jeg kan lægge mig under dynen og aldrig vågne op... altså selvfølgelig ikke "aldrig", men bare sove i et par dage ikk. Åh det kunne jeg godt trænge til. Jeg har ikke tid til at være syg, men i stedet for at stresse over det, som jeg brugte både søndag og mandag på vælger jeg nu at lægge mig i sengen ved siden af sovende, klynkende datter med computer, kaffe og skrive mails, søge job og se tv-serier. og sove, når det er muligt. Og tude lidt over hvor synd det er for mig. Over and out herfra...

mandag den 14. maj 2012

Rapport fra en hårdtarbejdende arbejdsløs i feberland

Selv en engel kan få feber og grøn snot. Jeg sidder her på 5. dagen, med en Engel, der næsten ikke orker at åbne sine øjne, fordi feberen raser og den lille krop kæmper for at slå den ned. Jeg ved det er normalt for små børn at have feber. Og snotten, ja den kommer og går vel, men for fanden det gør ondt i mit hjerte at se hende ligge og klynke sig i søvn, efter at have drukket vand af sutteflaske og sagt nej til al mad. Jeg savner glansen i de blå øjne. Og selv om mit hjerte bløder (og snotter) med hende, så synes jeg også, det er lidt synd for mig. Jeg skulle jo have påbegyndt den der plan i dag. Min skriveplan. Som skulle udvikle sig til en virksomhedspraktik. Som skulle udvikle sig til et løntilskudsjob. Som skulle udvikle sig til et rigtigt job med løn und alles. Ja, the chain of commands er fucking lang i den her dagpengeverden! - og jeg er allerede bagud. I dag skulle jeg kontakte og interviewe kloge mennesker, der ved alt muligt om børn og babyer, og derefter lave det om til min første rigtige hjemmebryggede artikel, som skulle publiceres og læses af rigtige fremmede mennesker. Som jeg jo havde glædet mig til. Øv altså. Men med én hånd sidder jeg nu og skriver mails til folk, som enten kan give mig en hånd op ad dagpengesumpen, eller kan agere ekspert i min artikel, for Gud forbyde at jeg spilder tiden i feberdagene med tant og pjank som at duppe koldt vand på et brændende lille hoved. Nææh nej, nu sidder jeg her med den ene hånd om en engle-arm og den anden på tastaturet, mens jeg prøver at nynne Elefantens vuggevise, helt lige så stille..sshhyy...

tirsdag den 8. maj 2012

Nånå alle skeptikere, så kan I godt lægge jer og dø; Der er så småt ved at være en plan på plads i Karens verden. Altså så småt, ik'. Har i dag været til det dejligste møde på det fineste kontor i indre by, hvor jeg top-gerne vil sidde og arbejde. Det kan jeg måske få lov at gøre... i en måned... gratis. Jeg ved ikke hvorfor, jeg altid havner i de job, hvor man bare skal være glad for at FÅ LOV til at arbejde - løn? muahaha nææh du, det må vi se på til næste år... Det er jo ingen rigtige voksne mennesker, der lever sådan. Men jeg gør. Jeg må vist strikke en bedre økonomisk sans sammen på et tidspunkt. Indtil den er på plads, nyder jeg tiden, hvor jeg kan få lov at lave noget, der er sjovt, og fandeme også er lige mig! Jeg elsker allerede mit "job"!

mandag den 7. maj 2012

Ringe blues...

... Klokken er 14, og jeg har endnu ikke ringet til nogen... bum bum.. kom så Karen! Hep hep... Jeg tager lige opvasken og SÅ ringer jeg! ... aaargh!!! NU! YES!

søndag den 6. maj 2012

Plan A

Jeg giver mig selv én uge. Om en uge fra i dag, skal jeg have mig et job, eller en praktik eller noget på hånden, der kan minde om en plan. Jeg er rastløs, og trænger til at komme ud blandt mennesker. At skulle noget. Altså jeg kommer jo rigeligt ud blandt venner, så det er ikke ensomheden der bider. Det er måske nok nærmere der den dybere psykologiske forklaring ligger begravet - Jeg hygger mig simpelthen for meget, og har nok også haft brug for denne tid uden pligter der rækker ud over Englebarnet og mig. Det er professionelle Karen, der sidder og falder hen i et hjørne. Hun trænger til at blive rusket lidt i. På den gode måde forstås, for hun er nu sød nok, det er jo ikk' det... Jeg har en ansøgning i affyringsrampen, og en telefonliste som jeg skal ringe igennem i morgen. I morgen er det "Anrufen-tag" eller "telephone-day" eller "ringe-dag". Jeg har været sådan en kryster den sidste tid, for jeg ved jo godt, at det eneste der virker, er at gribe knoglen (som man så populært siger) og lade min sprøde røst gøre arbejdet. Jeg ved det, men jeg har ikke gjort det. Det gør jeg nu. ..og hvis plan A her ikke spiller sidst på ugen? hmmm så er jeg på røven for real. Jeg har nemlig ikke nogen plan B, og jeg har jo lovet mig selv, at jeg ikke længere vil have et sikkerhedsnet... Plan A virker! Det ved jeg bare!