Rapport fra en hårdtarbejdende arbejdsløs i feberland

Selv en engel kan få feber og grøn snot. Jeg sidder her på 5. dagen, med en Engel, der næsten ikke orker at åbne sine øjne, fordi feberen raser og den lille krop kæmper for at slå den ned. Jeg ved det er normalt for små børn at have feber. Og snotten, ja den kommer og går vel, men for fanden det gør ondt i mit hjerte at se hende ligge og klynke sig i søvn, efter at have drukket vand af sutteflaske og sagt nej til al mad. Jeg savner glansen i de blå øjne. Og selv om mit hjerte bløder (og snotter) med hende, så synes jeg også, det er lidt synd for mig. Jeg skulle jo have påbegyndt den der plan i dag. Min skriveplan. Som skulle udvikle sig til en virksomhedspraktik. Som skulle udvikle sig til et løntilskudsjob. Som skulle udvikle sig til et rigtigt job med løn und alles. Ja, the chain of commands er fucking lang i den her dagpengeverden! - og jeg er allerede bagud. I dag skulle jeg kontakte og interviewe kloge mennesker, der ved alt muligt om børn og babyer, og derefter lave det om til min første rigtige hjemmebryggede artikel, som skulle publiceres og læses af rigtige fremmede mennesker. Som jeg jo havde glædet mig til. Øv altså. Men med én hånd sidder jeg nu og skriver mails til folk, som enten kan give mig en hånd op ad dagpengesumpen, eller kan agere ekspert i min artikel, for Gud forbyde at jeg spilder tiden i feberdagene med tant og pjank som at duppe koldt vand på et brændende lille hoved. Nææh nej, nu sidder jeg her med den ene hånd om en engle-arm og den anden på tastaturet, mens jeg prøver at nynne Elefantens vuggevise, helt lige så stille..sshhyy...