onsdag den 28. december 2011

Endelig Nytår!

Så blev den jul skudt afsted, og ved Gud den var god. Dejlige mennesker og dejlig mad. Hygge med hygge på, og jeg nåede næsten at blive helt rask, så alt var såre godt. Sådan da. For under al hyggen og al glæden lurede også det der lille bitte stik af sorg, over at jeg intet kan gøre for at rette op på den åbenlyse fejl, det er at min lille familie er brudt op og delt i to. Øv.
MEN! Nu kommer nytåret! Aldrig har jeg glædet mig til et nytår, men jeg har store forventninger til 2012. Det kan gudhjælpemig kun gå fremad! Jeg glæder mig til at se hvad de nye måneder kan bringe, og jeg tror på at udsigten er bedre der end herfra 2011. KOM AN 2012 I'll beat the hell out of you!

Jeg slutter 2011 af med at holde en lillebitte fest for 3 af Kaisas nærmeste, og planen er at det skal være lækkert mad og vin og nytårsagtigt! Maden er vigtig, for det er også begyndelsen på et nyt år med madlavning hver dag. Hver-fucking-dag, blev der sagt! Englen skal jo have føde og det nytter simpelthen ikke at hun kun ser sin mor spise ostemadder og havregryn. Så nu skal jeg finde på 365 retter... eller 300 - vi spiser jo også ude nogle gange... 250 - Der er vel også nogle af dem der kan gå igen... 125 - hvis jeg laver dobbeltportion og fryser ned. 100 - jeg kan da lave lidt i forvejen.. Nå ja det skal da nok gå!

torsdag den 22. december 2011

Skidtmas med ynkeligt på

Ååååååhhhh.... Jeg har været et ynkeligt lille væsen siden i aftes kl 19.30, hvor den første maverumlen og kvalme advarede om en meget lang og hård nat. Og for at det ikke skal være løgn (og det skal det gudhjælpemig ikke), vågnede englebarnet første gang kl 01.05 med en kaskade af opkast ud i hele sengen. My goodness!
Godt man tog tidligt hjem på juleferie, og nu kan overlade Englen til mormor og morfar, mens undertegnede ligger på sofaen og stønner. Jeg er en firmbeliever af stønneterapi. (ikke den frække... Den hjælper på så meget andet, men det er jo et helt andet blogindlæg)
Stønneterapi går ud på at sygdom, hjertekvaler, overspisning, hjerneoverophedning og selv begyndende stress kan afhjælpes, eller i hvert fald mildnes, ved at ligge i fosterstilling og stønne rytmisk ud i rummet. Det skal helst lyde, så ynkeligt som muligt, så virker det bedst.
Det var et lille råd givet videre, og nu vil jeg tilbage til stønneriet, for jeg er slet ikke færdig.

(Englen vælger en helt anden strategi. Hun griner og pludrer helt frem til opkast, og lige efter stiller hun op med et stort grin igen. - Nå, så kan man jo selv vurdere, hvem der er den sejeste syge)

tirsdag den 20. december 2011

Englebarnet har fået ny sut. Brun. Det er fandeme ikke gennemtænkt. Den er jo umulig at finde om natten!

mandag den 19. december 2011

Julehjælp, min bare...

Jeg har fået ordnet alle julegaverne. Og jeg er ret glad for dem. Jeg tror de alle vil blive vel modtaget. Det er så dejligt at give gaver. Nej, det siger jeg ikke for at fremstå som englen på jord, men fordi jeg virkelig godt kan lide det. Jeg elsker at gå og tænke over, hvad der skal gives, og hvor glad vedkommende bliver. Den der reklame som kører for tiden (ja, jeg ser virkelig meget tv, og det skal også stoppe nu) for Inspiration, tror jeg, med en pige der bare ÆÆÆlsker at give gaver. Det er mig.

Jeg bliver så også nødt til at komme med et surt opstød. For hvad fanden sker der for at ingen butikker pakker gaver ind mere?? én eneste lille Matas gave er blevet pakket ind, resten har jeg enten helt flabet fået indpakningen med ved siden af(??!) Eller som en dårlig Magasin-joke, efter at have brugt tre kvarter på at vente på elevator og kører op og køre ned, før jeg endelig havnede på den rette etage, fik at vide at "gaveindpakningen foregår ved et andet bord "så skal du ned igen, og helt hen til højre for....blabla" WTF? Nej, lille du. Der står julehjælp på dit skilt, og der ligger et barn med alt for meget tøj på i min kurv, så du skal pakke ind skal du. (altså gaverne ikke barnet) Basta. Nå, men så gør jeg det da bare selv så. Derhjemme.

Og det er jo alt sammen meget godt, taget i betragtning at jeg egentlig også godt kan lide at pakke ind og lave sløjfer og skrive små kort. MEN med baby og given the fact at K fik alt gavepapiret ved skilsmissen (tilgengæld fik jeg tv'et) gør det hele meget mere besværligt.
Det korte af det lange er bare, at jeg godt kunne bruge at julehjælpen rent faktisk hjalp. Mig.

søndag den 18. december 2011

Selvbyg vol.2


Jeg ved ikke rigtig.. der skete et eller andet mystisk med min telefon? nå, men den slettede "før billedet". Men hermed et billede at mit hjemmelavede gulvtæppe. Endelig!

fredag den 16. december 2011

Lonely friday

Argh altså! Jeg føler mig sgu lidt ensom her fredag aften lidt over min sengetid. Hva faen er nu det for noget.. det var jo ikke meningen, at jeg skulle flytte til kbh og sidde her i stolen og klynke over mit miserable liv. Jeg skulle jo være out and about! For helvede..
Jeg prøver virkelig at være alt muligt og se lyst på det hele. Fake it till you make it, og det virker faktisk langt hen ad vejen.
Men for fucksake jeg er også bare så helvedes kede af det!

torsdag den 15. december 2011

Så skal der ryddes op... når kaffen er drukket.

Nu sover baby.
Og her sidder jeg og ser gamle tv-serier fra 90erne. Jeg elsker de tv serier, hvor alle problemer løses med en god dyb snak, hvor begge parter får sagt præcis hvad de føler, og alle ender med at sige undskyld og tro på fremtiden lige inden titelmelodien spilles i langsom gengivelse. Mine problemer går bare ikke væk med en titelmelodi, og jeg glemmer at bruge min tid på at rydde op, og gøre rent, og købe julegaver, og vaske tøj, og søge job. Ja, jeg kan god se det. Det er nok lige der, hunden ligger begravet. Jeg vil meget hellere sidde med en kop kaffe og en ostemad og flygte fra det hele ind i nogle fiktive menneskers fjollede liv, end at tage fat om roden på mit eget.
Jeg vil ændre det. Nu. Jeg øver mig allerede i at rydde ting væk, når jeg har brugt dem, og vaske op med det samme. (Det i sig selv er jo en joke. Skal man øve sig i det?? Ja, jeg skal.) Jeg vil virkelig gerne have sådan et hjem, hvor man kan få uventet besøg uden at frygte, at der ligger et par trusser og griner et sted. Jeg vil også have et hjem, hvor folk kan komme forbi og forvente at blive inviteret til at spise med. Til et rigtigt måltid. Ikke rugbrødsmadder. Eller risengrød, som er det vildeste, jeg kan svinge mig op til for tiden (Jeg har vel nævnt, hvor glad jeg er for denne årstid)

For at gøre det nemmere for mig at holde orden, vil jeg smide ting ud. Jeg gemmer på en masse rod, som jeg flytter med mig rundt omkring, og det fylder op alle mulige steder, så der ikke er plads til alt det der faktisk er vigtigt. Men er der noget der er det?

mandag den 12. december 2011

nytårsforsæt

Jeg synes det hele sejler lidt for tiden. jeg bruger al min tid på at få nogle gode vaner i hverdagen sammen med Englen. Sådan at vi kan få hverdagen til at hænge sammen. Men det er sgu lige til øllet, synes jeg. oprydning og madlavning til mig selv bliver hængende som en "i morgen bliver det bedre", og det er jo lidt opgivende, når nu det har været en af mine nytårsforsætter de sidste mange år. - At blive bedre til at lave mad. Blive bedre til at holde orden. Blive bedre til at komme til tiden. Og tro mig, jeg er faktisk også blevet bedre siden første gang, jeg havde det på listen over de ting, jeg ville tage mig sammen i i det nye år. Men det er jo ikke helt godt nok. Og slet ikke nu, hvor jeg jo skal være den voksne overfor Englen, og lære hende gode vaner.

Jeg må blive bedre. Men måske må jeg først finde ud af, hvorfor jeg er så dårlig til at rydde op og lave mad og komme til tiden... Hvad er det, jeg prioriterer først, fremfor de opgaver jeg virkelig gerne vil være god til? Det er jo nemt at sige, at jeg er sammen med min datter og mine venner - men de mennesker der har et ryddeligt hjem og spiser aftensmad hver aften og kommer til tiden, er jo også sammen med deres børn og venner. Det er vel ikke en uløselig opgave. Men hvordan gør man? Jeg tror det er noget der ligger i min identitet. At jeg i så mange år har været hende der aldrig kom til tiden, var langsom, og sagtens kunne leve af ostemadder morgen middag og aften. "hahaha hos Karen kan alting blive væk!"
Boheme er bare ikke cool mere.

søndag den 11. december 2011

hængeparti...

JaJA! Jeg ved det godt! Jeg HAR lavet mit tæppe. Og jeg HAR også taget billeder, men jeg ved bare ikke hvor min ledning til telefonen er, så jeg kan ikke lige lægge billederne herind, før jeg har fået åbnet flyttekassen med ledninger... og jeg håber også det er den samme kasse, hvor der ligger fjernbetjening til musik, for sådan en mangler jeg også..

-men jeg sagde jo, at I ikke skulle holde vejret.

mandag den 5. december 2011

Gør-det-selv!

Jeg har kastet mig ud i et gør det selv projekt. Jeg vil bygge mit eget gulvtæppe... Jaja det lyder måske lidt mærkeligt, men nu har jeg været ude at købe alle remedierne, og så skal jeg bare i gang. Jeg tager lige nogle "før" billeder, og håber på at der om lidt kommer nogle "efter" billeder også. - Ja, den opmærksomme læser vil jo nok opråbe, at jeg før har kastet mig ud i et før/efter projekt, der omhandlede noget med en amagerhylde... og den er ikke opgivet... den er bare lige pt strandet hjemme hos mine forældre, hvor den kun er halvt færdig. Men måske dukker den op igen, helt spritny og lækker.
Det er meget typisk mig, at kaste mig ud i projekter på den måde. Jeg har en gang taget en test, der viste at jeg var en "starter" og ikke en "afslutter". hmm, I see your point. Men nu skal I se mig afslutte! Hold vejret. Der kommer billeder lige om lidt.


(Ej, lad være med at holde vejret -jeg er jo ikke ligefrem kendt for at ride den dag jeg sadler)

søndag den 4. december 2011

Jeg er på!

Jeg er på! På nettet. I min nye lejlighed. Sådan. Det er altid en succesoplevelse, når jeg får noget til at virke. om det er internet, skrue en pære i en lampe eller en persillehakker der skal samles, er ikke så afgørende for følelsen af sejr. Den virkede ikke før, men så trådte jeg til, og nu virker den! Den slags små succeser må man godt sole sig i.

Jeg er efterhånden ved at være kommet godt på plads i min nye firkant. Jeg nyder at være alene hjemme, og selvom jeg stadig har stunder hvor jeg ligger i fosterstilling og hulker ned i puden, fordi verden ikke ser ud som jeg havde drømt om, så er jeg generelt optimistisk og glad for mit nye liv. Julen står jo for faen lige uden for døren! Jeg ÆÆlsker julen og al dens væsen. Sidste år havde jeg så travt, at jeg svor at jeg ville holde hele december fri til at gå juleamok i år. Og det gør jeg så. Holder fri og går amok. Jeg vil invitere til juleklip og marcipan, og synge julesange dagen lang for Kaisa, så hun tilsidst nynner med i søvne. Det skal blive så godt! Og julegaverne skal købes i god tid og med omhu, og jeg glæder mig allerede til at udvælge dem. Julestemningen har sat sig!

HoHoHo

torsdag den 17. november 2011

Karen 15 år

Hvordan kan det være, at jeg bliver til den mest trælse teenager af at bo hjemme hos mine forældre?
Jeg er 33 år og flyttede hjemmefra første gang som 16årig. Voksne-Karen synes egentlig at mine forældre er ret cool, og virkelig forstående og engagerede og søde og rare og alt det der. Men alligevel ser jeg mig selv rode hele stue til, brokket mig over at vi igen skal have kartofler, og insisteret på at sidde med fjernbetjeningen. Det er lige før jeg regner tømning af opvaskemaskine med til værste og mest uretfærdige opgaver overhovedet!
Det er jo pinligt at være teenager som 33årig!
Måske har det noget at gøre med at min mor sender mig ud af døren med et "Jeg tror da du skal tage et halstørklæde på, skat. Det er koldt i dag" -

tirsdag den 15. november 2011

Ny stil

Jeg har fundet min firkant. mit sted og min hule. Her bor jeg. Eller vi. Eller nogle gange vi, og nogle gange jeg. Lige den del er svær at vænne sig til. men jeg må gøre mig stærk og rette ryggen.
Eventyret om den lykkelige familie på landet med barn og hus og drømme om fremtiden er endegyldigt slut, og nu flytter jeg langt om længe til mit eget sted. Det er et stort skridt frem mod et liv der er mit, og en Karen der er helt sin egen.

Jeg har deltaget i en konkurrence. For første gang i mit liv har jeg deltaget i en konkurrence, hvor jeg virkelig gerne vil vinde. Altså ikke bare gerne vil vinde. Jeg kan vinde! Hvis jeg virkelig strammer mig an, kan jeg vinde. Det er skræmmende, for en notorisk "jeg er bare med for sjov"-person som mig. Jeg har altid hadet konkurrencer og lagt mig fladt på maven, så snart nogle råbte "hvem kommer først!" - Det gør du, for jeg vil hellere sidde her og hygge mig. Jeg prøver ikke en gang. Konkurrencer er ikke min stil.

Men der er fandeme så meget, der ikke er min stil for tiden, så måske ved jeg slet ikke, hvad der er min stil. Eller også trænger jeg bare til en helt ny stil! Konkurrence-Karen!

onsdag den 9. november 2011

pyt med det-fasen

Jeg faldt alligevel i gryden. Gryden med joggingbukser og chokoladekiks før kl 12. Men ved I hvad.. det gør slet ikke noget, for sådan er det også at være på barsel. og det er jeg altså i to måneder endnu! Så jeg vil nyde mine "fall outs", og glæde mig over, at min datter tager nogle gode lange lure, så mor kan få genset både Madmen, Beverly Hills og sidste uges Hammerslag.

Og så kan man jo vælge at se det gode i, at min kost for tiden har fast fokus omkring alt hvad der er sødt, at jeg nu er begyndt at eksperimentere med nye varianter:
Chokolade med lakridsfyld
rosiner, nødder og mandler vendt i lakridspulver! - det er et HIT, sir jeg jer!
og Oreos.. dem har jeg aldrig været forfalden til før, men jeg må sige at de er addictive. Og meget lidt øko-agtige.

Men hvad gør det? Det er vel bare en fase, ikk?

mandag den 7. november 2011

boblerne vokser..

Selvom jeg lige nu ligger på bunden af coolness og vrider mig, kan jeg fornemme en lillebitte smule boblen i maven. Jeg begynder at mærke den fandenivoldske fuck-life fornemmelse, der skaber muligheder udenfor realitetssansen.
Den der følelse af at mulighederne er uendelige, og at jeg da bare er sådan én, der rækker ud og tager mig en mulighed til frokost, begynder at titte frem på bunden af rastløsheden og sorgen og tomheden. Men for fanden det føles godt! Og jeg må handle på det, mens jeg kan mærke bare en lille smule boblen i maven, for hvis jeg fjerner fokus fra boblerne, er der stadig rod på alle hylder i mit liv lige nu. Så boblerne må komme til min redning.

Væk med chokoladekiksene (når jeg har spist pakken færdig - hvilket ikke skulle tage mange minutter)
Væk med joggingtøjet
væk med "synd for mig" og "øv bøv"
på med mascara og go-get-it-attituden!

I morgen gør jeg noget vildt. Ja, jeg kan godt høre, at det lyder lidt vagt at skemalægge mine "vilde indfald" til i morgen, men altså.. pigen med de blå øjne er ikke så "crazy-girl" -endnu.

onsdag den 26. oktober 2011

efter en hård nat

Har ligget vågen den halve nat. Ikke fordi jeg har tænkt på alt det nye og uforudsigelige, der foregår i mit liv lige nu.. næ, fordi en engel har skreget mig i øret og bidt mig i brystvorten. Det er famer svært at sove fra! Jeg er træt. Og morgensur. Jeg er ALDRIG morgensur. Den føromtalte vrede må vel ikke gå udover en lillebitte baby.. vel?

søndag den 23. oktober 2011

Udråbstegn!!!

Jeg har sådan en lyst til at være vred! Sådan rigtig umotiveret hysterisk, hormonel, tvær og hidsig på alt og alle omkring mig! Bare fordi jeg har ret til det. Fordi jeg aldrig i mit voksne liv har været sådan rigtig råbe-højt-og-hysterisk-vred. Jeg er fandeme altid så velafbalanceret og rolig og eftertænksom. Jeg har aldrig smadret tallerkner eller sparket til papirkurve omkring mig. Allerhøjst et lille hvislende "eii" ud mellem tænderne. Det er sgu da for ynkeligt. Jeg vil også være vred! Jeg vil råbe højt og skrige eder ud over det hele. Uden at komme til at tænke på, at det egentlig ikke er nogens skyld, og lad os tale pænt til hinanden, og der er jo ingen der kan gøre for det, og skal vi ikke bare allesammen være venner, og du må godt få min plads. GU MÅ DU EJ! HER SIDDER JEG, DIN STORE FEDE RØVBANAN!

Se jeg kan ikke engang finde ud af det! Røvbanan?? det er der sgu da ingen over 12 der siger!

Åh hvis det bare gjaldt at råbe på skrift, men det giver bare slet ikke det samme. faktisk mere det modsatte.

onsdag den 19. oktober 2011

Mother Nature! - Kom an, hvis du tør!

Så skal jeg da lige love for, at jeg er kommet hjem fra ferie!
Jeg nåede knap nok at sætte tåspidsen på dansk jord, før jeg blev bombarderet med ting som flytning, adresseændring, institutionsplads-tilmelding, deling af barsel, navngivningsfest og dertilhørende ønskeseddel, agter jeg at finde et job?, hvad med at købe en bil?

Jeg var lige så glad og fuld af feriestemning og selvtillid efter at have klaret alt muligt helt alene uden problemer eller panik. Og jeg havde ikke engang spist den svenske chokolade med lakrids i endnu. Puha. Det var en lang tur hjem, men ting forsvinder jo ikke af, at man rejser til Stockholm. Heller ikke selvom man køber nye sko(som jeg gjorde, og de er jätte fina!)
Jeg kan ikke bestemme hvordan alting skal være, og det må jeg vist til at forholde mig til.

En anden ting jeg lige må forholde mig til er forbandede TRØSKE. For de uindviede kan jeg forklare at det er det en slags svamp i munden på Englen, som så forplanter sig videre over til mit bryst, og som gør så helvedes ondt at det bedst kan sammenlignes med at blive stukket af fire sløve brødknive lige i brystvorten. stik dem dybt ind og drej rundt. Amningen er blevet tortur, og bødlen ligger og griner ad mig med sit yndige ansigt hver gang jeg i smerte klynker ned i puden eller i hånden, som jeg har bidt mig fast i.

Og næh nej... det er skam ikke nok. Mother Nature har sat sig for at give mig hele pakken, nu vi er i gang: For i det yndige ansigt der ligger og griner sidder der gudhjælpemig nu også en tand! Sådan en lille syl i undermunden der gnaver i det i forvejen løse og tyndslidte hud ved brystvorten.
- OG (-ja for jeg er slet ikke færdig med at fortælle om min krop i offentlig forum) oven i hele tortur-helvedet, har jeg kraft-Peter-vælte-mig også fået Mens. Jamen!! Hvis man først kæmper med naturens kræfter, så kan man ligeså godt lægge sig, for der er sgu nogen, der ved hvordan man finder de heavy skyts frem! Jeg har ikke set skyggen af mensi i over et år (havde faktisk helt glemt, hvad det var) og så fandt jeg pludselig mig selv med hånden nede i posen med kogechokoladen fra sidste jul, mens jeg snerrede af min mor for at sætte maden på bordet lidt for hurtigt. (!) Welcome back hormones!

Jeg må vist bare sande, at det er lige nu, jeg skal vise Gud og Fanden at jeg KAN SELV! -blev der sagt.

tirsdag den 11. oktober 2011

Getaway Stockholm

Ferien har sat sig i kroppen. Jeg nyder solen, efteråret, kaffen og det dejlige svenska sproket her i Stockholm!
Dette blir et väldigt kort indläg, bare for at give lyd.
Kaisa-barnet og jeg har forladt den synkende skude og klaret udfordringer som togrejse, flyrejse og svensk sveskegröd (Katrinplommon! - jamen kan man andet end at elske Dette sprog?) Det går godt her og vi tjener mange point på selvständighedskontoen. Livet er bare lettere når det udtales på svensk!

torsdag den 29. september 2011

Vrøvl om forventninger

Hvad kan man egentlig tillade sig at forvente af livet?

Velstand og lykke?
At blive elsket?
At blive forstået?

Der er så mange, der forventer så meget. Jeg har selv en forventning om, at ting omkring mig udvikler sig på en bestemt måde. Det betyder ikke, at tingene ikke kan ændre sig, men at der dermed opstår nye forventninger. Er det en dårlig ting at have forventninger? Man kan vel strengt taget ikke foretage sig noget uden at have en eller anden forventning om, hvad det vil medføre.
En del af det at glæde sig handler om forventninger. Jeg elsker at glæde mig til noget. Ofte mere end selve begivenheden. Jeg laver små begivenheder til mig selv i løbet af dagen, som jeg kan glæde mig til. F.eks. ligger der lige nu en kiks på mit bord, der først må spises, når jeg har sendt dette blogindlæg afsted. Det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig også til at jeg i morgen skal se Smukkebarnet plaske rundt i vand, og til at jeg i næste uge tager til København og derefter på miniferie til Stockholm. Jeg glæder mig også til at alle mine møbler er samlet et sted, og jeg ikke længere skal konfronteres med knuste drømme.
Hvis man ikke forventer noget af nogen, og ingen forventer noget af én, er man et ensomt menneske. Det er dejligt, når nogle har forventninger til mig. Det viser tillid. Jeg kan leve op til dine forventninger...

Og når forventningerne ikke bliver opfyldt?
Så kan man sætte sig i sofaen og tude. Man kan skrige ned i puden og smække med døren. Man kan stirre ind i væggen, og mærke hovedet blive helt tomt for tanker.
- og når man er færdig med det, kan man bestille en flyttevogn og starte et nyt liv i Højbjerg, Valby, Hvidovre eller Tilst.

Karen og Smukkebarnet mod nye eventyr. - med store forventninger om at alt bliver bedre.

søndag den 25. september 2011

Søndagsbalancen

I dag er en god dag. En masse ting skal gøres i dag.
Things to do i dag:

- holde ild i kaminen
- lave kartoffelsuppe
- lave æblegrød/pæregrød (til at lægge i fryseren.. og om meget kort tid til at putte i baby!)
- synge sange med baby
- få bugt med forkølelse (ved hjælp af the, dyne, kiwi og "Sex and the City")
- tage bad
- rydde op og pakke ud ... og ned (naaar, det sidste kræver flyttekasser, overblik og nerver af stål - det bliver ikke i dag)

jojo, der er mange opgaver på plakaten i dag, og solen skinner, og jeg er ved godt mod, så jeg tror faktisk på, at jeg når det meste!

Jeg har brugt den seneste tid på at tænke mange store tanker, og den allerseneste tid på at lægge dem fra mig igen og ikke tænke nogle tanker overhovedet, og ved I hvad? Det er de mærkeligste stemmer, der dukker op i den proces.
Jeg kan mærke at Englebarnet og jeg nok skal klare det hele. Vi skal have ro og ild i kaminen, så går det hele nok. Og så skal jeg dyrke min kreativitet, og selv bygge mit eget job med glamour. Sætte mit lys i en stage og slå på tromme for mig selv og stille mig forrest i bussen. Alt det jeg er så bange for.
Og så skal jeg have en bil. Det siger universet til mig. Jamen tænk det var det, jeg hørte! "Karen du skal have din egen bil og et fedt job, så har du frihed til at flytte hvorhen du vil og lave alt det kreative stads du vil" - det må jeg jo efterleve. Man skal gøre hvad universet siger. Ellers kommer man ud af balance. Og fanden tage mig, om jeg vil være ude af balance! Balance er my thing! My thing!

onsdag den 21. september 2011

Snot-liv

Jeg er stadig syg. Eller jeg er blevet syg igen, før den første forkølelse havde sluppet taget i næsen, buldrer den næste frem. Jeg har lige nu snot i samtlige huler i mit hoved. Bihuler, pandehuler kæbehuler... find selv på flere. Og nu sidder jeg her og kæmper for at holde ild i brændeovnen, og barnet sover, og jeg skriver blog og søger bolig.

Jeg må jo gøre noget. Jeg må væk herfra og finde min egen firkant, hvor jeg kan tænke og handle. K og jeg flytter fra hinanden, og jeg synes, det er noget forbandet lort og pis og røv. De sidste uger har jeg boet hos mine forældre, men det holder jo ikke i længden, og nu tror jeg ikke længere, at vi bare sådan finder sammen igen. Jeg forstår faktisk ikke rigtig, hvad det er, der sker i mit liv lige nu. Når jeg vågner om morgenen, skal jeg lige minde mig selv om, at verden er braset sammen og jeg skal tage nogle beslutninger. Med englebarn. Fuck.

(Jeg er syg og er pyldret.. og ilden er gået ud igen.. for fanden altså)

søndag den 18. september 2011

Søndag i regnvejr

Jeg elsker regnvejr. Sådan et vejr som lige nøjagtig i dag, inviterer til at sidde inde med stearinlys og en god bog. Eller bage boller og spise dem alle sammen med kold smør, der smelter på brødet. Jeg elsker det lys en gråvejrsdag giver. Måske vil jeg male lidt i dag...
Og hvis jeg er rigtig heldig, så kommer der et ordentligt regnskyl senere i dag, hvor jeg kan gå en tur, pakket ind i regntøj og gummistøvler og tænke til melodier af dråber på hætten. Det er den bedste lyd i verden.
Der kommer altid noget godt ud af regnvejr.

onsdag den 14. september 2011

En mors mareridt

Jeg har helt forfærdelig meget lyst til at shoppe. Og ikke lækre vinterstøvler til mig. Nænej. Uld til baby! Uld undertøj. Uld overtøj. Uld striktrøjer, strømper og bukser i Uld. Uld med uld på. Min baby skal ligne et lille får, før jeg bliver glad.

Sagen er nemlig den, at min lille blåøjede engel har haft sin første forkølelse. Og når englen nyser, bløder moderens hjerte. Det værste af det hele er, at det er mig, der har smittet hende! jamen hvor uretfærdig kan verden være?
Jeg sidder med snot i hele hovedet og prøver at holde bakteriefyldte host tilbage, mens jeg ammer uskyldig engel. Og til sidst må jeg helt gasblå i hovedet give efter og hive efter vejret. I samme øjeblik jeg viser tegn på svaghed springer et nys frem i næsen, og en regn af bittesmå beskidte snotperler lander på englens perfekte silkehud. Og skaden er uoprettelig. Jeg har nu påført min datter sin første forkølelse!
En fire måneder gammel baby med snot i sin lille perfekte næse, er jo faktisk truet på livet, hvis den stopper til! Barnet kan hverken sove, spise eller bruge sut, når næsen er tilstoppet. Og det er faktisk temmelig svært at pudse næse på en baby.. "pust!" "nej -ikke spise papiret.." årh glem det.

Men nu hvor begge parter overlevede forkølelsen (Jeg har kun en lille bitte "rygerhoste" tilbage - thank you for asking)skal der forebygges. Der skal hamstres og planlægges, og der skal bygges en dæmning af uld til at beskytte englen mod vinterkulde og andre folks (og hendes mors) ubehagelige bacciller.
Jeg må allerede i gang med at udtænke en detaljeret plan for, hvordan jeg får pakket hende ind til hendes første dag i vuggestuen... hvis hun nogensinde får lov at tage afsted. For slet ikke at tale om børnehaven... skolen... gyyys skoleudflugter! Den slags er jo de rene dræberlejre! Der er jo børn, der nyser og snotter over det hele. Uden at vaske hænder.
Jeg får hjertebanken. Jeg må hellere lægge mig.

tirsdag den 13. september 2011

I'm back...

Her har I mig tilbage! - Kurt Thorsen er netop blevet idømt 5 års fængsel for skattesvig. Han synes egentlig ikke, at han har gjort noget galt, og han føler sig enormt uretfærdigt behandlet af samfundet.

Jeg bliver altid lidt imponeret, når jeg ser, at der er nogle mennesker, som feks. Kurt, der er så sikre i deres valg, at sådanne småting som retsvæsnet og skattevæsnet ikke kan stoppe dem. Altså hvordan kan den lille storsmilende Kurt være så sikker på, at han handler fuldstændig rigtigt, selvom alle råber til ham, at det han gør er brandhamrende ulovligt? Han er ligesom fuldstændig overbevist om at han ved bedre. Smyuger uden om alle regler og stormer frem. Det er da en selvtillid, der vil noget.

Jeg derimod, jeg kan ikke engang træffe et valg om hvilken kjole, jeg skal have på til næste fest uden at konsultere 4-5 veninder først. Og hvis bare én af dem ikke bifalder mit valg, så må jeg starte forfra og hive helt nye kjoler ind i billedet. Og det er bare kjolerne. Hvor skal jeg bo? med hvem? Hvornår? Hvilket job skal jeg søge efter min barsel? Hvad skal jeg have at spise i aften? Skal min datter døbes? Skal jeg blive blondine igen? Hvad med pandehår? Voksipose eller Drømmepose?
Der er så mange beslutninger, der skal tages hele tiden, som jeg ikke føler mig helt uddannet til at tage selv, og slet ikke til at overskue konsekvenserne af.

Jeg vil gerne være bedre til at træffe beslutninger og danne mig meninger uden at se mig om først and stick with it. At tro på, at det jeg gør er rigtigt, selvom dem der er klogere end mig, siger det modsatte. Det arbejder jeg på at lære.

Jeg tror ikke Kurt har arbejdet på at lære det. Han er bare sådan.. og så må han jo tage de 5 års fængsel, det koster at være uening med skattevæsnet om hvor man bor.

-Altså jeg vil jo ikke lære at træffe beslutninger af Kurt Thorsen. Det var jo bare et eksempel. Slap nu af...

onsdag den 31. august 2011

Billede af pause


Sådan ser det ud, når man går aftentur i regnvejr og sætter sig på en bænk for at tænke store tanker... og de braser sammen, og man derfor i stedet tager et billede og gå hjem.

pause

Ja. Der har været lidt stille på min blog den sidste uges tid. Det ved jeg godt. Men jeg har haft tankerne et andet sted, så at sige. Jeg ved ikke rigtig, hvordan jeg skal få begyndt, så jeg tillader mig at forholde mig i tavshed lidt endnu. Beklager. Vender tilbage på bloggen, når min verden igen står stille, og der ikke er flere muffins at spise.

(til mit forsvar er mine 5 faste læsere også ret tavse herinde)

tirsdag den 23. august 2011

Babysvømning

Så blev der taget hul på den længe ventede sæson babysvømning. Og hvilken debut! På sejhedsfaktoren og tjekket-mor faktoren faldt jeg helt igennem. Altså sådan HELT! - Jeg mødte simpelthen op og havde glemt alt andet end babyen! Tasken som jeg havde pakket hjemmefra (og for en gangs skyld presset alt ned i den samme taske for at virke ekstra cool) stod hjemme på køkkenbordet. Ej men!

Mig: "Hej! Vi skal begynde til babysvømning i dag"
Bademester: "Jamen velkommen. I kan bare gå ind og klæde om, så mødes vi i vandet."
Mig: "Er det sådan, at vi kan låne/købe en baby-svømme ble?"
Bademester: "Ja, vi sælger dem i kiosken, men nu da det er første gang, behøver I ikke at betale"
Mig: "Har I også håndklæder?" "Og en badedragt til mig?" "Og eventuelt en ren ble, til når vi kommer op ad vandet?"
Bademester: "Har I slet ingenting med??"
Mig: "Øh.. hele tasken står hjemme på køkkenbordet" "Men se hvor en sød baby jeg har med!"

On the good side; Kaisa-barnet var ultra sej! Hvad hendes mor ikke kunne præstere af sejhed, kunne hun i allerhøjeste grad! Hun svømmede glad rundt i vandet og grinede til alle der gad kigge på hende. De store blå øjne sugede alt ind.

(jeg ville gerne have fået K til at tage billeder, men... ja telefonen lå i tasken på køkkenbordet)

mandag den 22. august 2011

Aftensmad fra landkøkkenet

Noget af det jeg savner allermest ved at bo i byen, er take away mad og muligheden for at smutte i kiosken efter chokolade.
Jeg er lige hjemvendt efter en weekend i København, og jeg savner allerede en ordentlig røvfuld sushi. Måske fordi jeg er alene hjemme og ikke gider at lave aftensmad til mig selv. (K er jo som bekendt sendt i "marken" for at skaffe penge til føden) Jeg kan godt blive lidt bekymret ved tanken om, at Kaisa skal vokse op med mig som kokkepige. Aftensmaden i dag har stået på rugbrød med leverpostej og to spejlæg. Uh, hvor absolut kedeligt.
Hvis jeg havde boet i KBH havde jeg helt sikkert hentet thai.

onsdag den 17. august 2011


Sundhedsflip vol. 2

Et eksempel på min usammenlignelige rygrad:

for to uger siden meddelte jeg K, at nu skulle den stå på sund mad herhjemme! ikke mere sukker og kedelig mad. Nææ nu skulle jeg til at spise sundt og dyrke motion, så jeg kunne komme i form og være slank og lækker. Ligesom de er i bladene og på tv. Og Mary!

Mit første motionsforsøg, lader jeg bare stå et øjeblik.

I virkeligheden går jeg slet ikke så meget op i vægt, fordi jeg synes det er røvkedeligt. Virkelig. Men jeg bliver alligevel imponeret (og lidt misundelig), når jeg ser nogle slanke sporty piger, der ser sunde og glade ud. Det må jeg også kunne gøre. Hvor svært er det lige at spise sundt? Det smager jo godt.. langt det meste af det.
Nå, men jeg begynder med at slæbe hjem fra frugt og grøntafdelingen. Masser af frugt. for, som jeg får sagt til K, da han undrer sig over mit grønne flip; når det ikke er i huset, kan man jo ikke så godt bytte eftermiddagssnacken ud med en banan, vel?! Det gælder om at have det til at ligge og friste, siger de kloge.

Og SKYR! Ork! Jeg har læst mig til at Skyr skulle være det nye spelt i storbyen. Mig ud at hente Skyr til husholdningen. Igen måtte jeg komme med en halv-vag forklaring til en undrende K, på hvorfor nu Skyr skulle være så meget bedre end det Tykmælk, vi plejer at købe. "altså det er lissom sundt ik. -og Islandsk! og meget gammelt. De spiste Skyr, mens de skrev sagaer for millioner af år siden! Og Island har altid haft fat i den lange ende... ok måske ikke økonomisk på det seneste, men på sundhedsfaktoren, altid." resultat: Skyr is in da house!

Dag 1: Jeg bytter min havregryn (med sukker) ud med et sandt frugtorgie med Skyr på. uh så sund så sund! - og smider halvdelen i skraldespanden, fordi det smager kedeligt, og er alt for meget for min mave at klare kl 8 om morgenen. Måske skal Skyr ikke bruges sådan?

Jeg spiser derefter et æble om dagen og laver en lækker pæretærte med hasselnødder og marcipan af alle pærerne (hvad?).
Der ligger stadig tre appelsiner ude i frugtkurven. og fem brune bananer.
Og Skyr blev smidt i skraldespanden i går, fordi den lugtede underligt (af camembert ost? skal den det?)

Der er lang vej hjem for Karen Nørøxe.

fredag den 12. august 2011

SE HVAD JEG KU!

Nu er der ingen grænser for hvad jeg bombarderer jer med af billeder fra min hverdag! hehe!

Og ja i skal da heller ikke snydes for mine loppefund for hundrede år siden!
Kommer her:

Den sorte top, som faktisk var rigtig pæn og ammevenlig und alles, vaskede jeg et par dage efter og den krympede til dukkestørrelse. Overvejede et kort øjeblik at give Kaisa-barnet den på... men babyer i nedringede bluser, ser bare for mærkeligt ud.
Solbrillerne er tilgengæld et hit og Amagerhylden bliver så fin, når jeg liiige får gjort noget ved den. Hov - ser pludselig alle tiders mulighed for et før/efter billede! Elsker allerede det her billede-halløj! Følg med i næste afsnit!

en tur i solen!

Jeg vågnede i morges og var sådan lidt små sløj. Ikke ligge-i-sengen-og-klynke dårlig, men sådan på den måde som Chris McDonald vil sige " Det skal arbejdes væk, Karen" Så det må jeg jo adlyde.
Jo jo nu er hverdagen i gang. Og det betyder også at alle de ting som jeg planlagde at jeg ville tage fat på nu "i det nye år" skal aktiveres.
Derfor pakkede jeg i morges (argh ok kl 11.. ca) baby, barnevogn, telefon og høretelefoner, tog løbe skoene på og vinkede farvel til K, med et "jeg smutter ud i det grønne og er væk i laaang tid!"
Ah hvor dejligt. ud i det grønne. Når jeg lige har forceret ca 500 meter helvedslandevej med med biler, der kører dødskørsel direkte mod min barnevogn, indeholdende den skønneste skabning med blå øjne, så er jeg overladt til den smukkeste naturvandring med udsigt ud over evigheden. Det er en legeplads for tanker og tomhed og jeg suger det hele helt ned i bunden af lungerne. love it.
Og her gik jeg så i morges og følte mig super sund og sporty, sådan at pakke baby på perfekt tidspunkt mellem lort og lur for at få os en fælles omgang frisk luft og motion. Jeg kunne nærmest mærke hvordan kiloene raslede af, lårene blev simpelthen mindre der på skovstien! Jeg sværger. Nøj hvor følte jeg mig som overskudsmoren i skysovs.
det måtte fejres på vej hjem. Så ud over at klare dagens indkøb i byen, der liger 3 km væk, puttede jeg også lige lidt lækkert i kurven. sådan til at fejre med, når jeg kom hjem, forstås.


Ej men! Jeg kan jo på ingen måde have en plade chokolade og en soda liggende i underkurven på barnevognen hele vejen hjem uden at smage lidt på den. og inden jeg får set mig om har jeg spist en hel Rittersport og en halv liter soda.
Øv. Jeg tror mine lår har nogenlunde samme størrelse, som da jeg gik hjemmefra i morges. Og nu ligger jeg igen på sofaen og er lidt skidtmads.
Lesson learned: Gå ikke tur ind mod byen på tom mave. Gå da til højre ved jernbaneoverskæringen ind mod skoven!

tirsdag den 9. august 2011

Happy august!

Så er forfatteren (det er mig) hjemme fra ferie. En uges ferien med min familie i sommerhus i Nordjylland, hvor vi hver dag har savnet gode gamle Tversted. Næste år er vi tilbage i Tversted! Tænk at en lille flække som Tversted i den grad kan repræsentere alt "Det Gode" i min optik. For mig er den årlige august-uge et højdepunkt og et vendepunkt. lidt som nytårsaften. Det er ren afslapning (kryds og tværs og intens læsning af Alt for Damerne og andre magasiner) og tradition (vi SKAL en tur til Skagen, en tur til Lønstrup, bade mindst en gang om dagen og selv blomsterne i vasen SKAL være Latyrus, købt hos manden i kørestolen, som vi plejer) og god mad i godt selskab. Men som nytårsaften er det også en markering af at noget nyt skal til at ske. Sommeren er ved at være slut, og det er tid til at vende tilbage til hverdagen. Den nye hverdag. for hvad skal efterårets fyldes ud med?

I al den tid jeg kan huske tilbage, har august været den tid, hvor noget nyt skulle til at begynde. nyt studie. nyt semester. ny klasse. nyt job. ny bolig. Ja endda ny kæreste/ikke-kæreste.
I år er det fortsat barsel der står på plakaten, men det betyder ikke, at der ikke er plads til noget nyt. Hvor skal vi f.eks. flytte hen? Hvad skal jeg vende tilbage til, når jeg ikke længere kan gemme mig bag barslens trygge tæpper? Det er i hvert fald helt sikkert at noget nyt skal ske snart. Jeg kan ikke fortsætte sådan her uden at jeg går i stykker. og det må ikke ske. selvfølgelig.

torsdag den 28. juli 2011

Ebbe i kassen! -igen!

Eii altså! Nu er vi fattige igen. Det har vi jo sådan set været hele tiden, men nogle gange mærkes det bare mere end andre. Lige nu mærkes det meget. Vi har f.eks. lige brugt alle "vores" børnepenge på olie! Altså hvor usexet er det lige? og det betyder sådan set bare at vi, hvis vi spare på det varme vand, kan holde os kørende til ca midt på efteråret. for fanden. skal jeg virkelig sælge ud af stilletterne bare for at familien ikke får lungebetændelse i vinter? Jeg er på barsel og kan jo ikke så godt stampe millionerne op ad jorden, så nu er manden sendt i marken for at skaffe føde til arvingen og jeg. Den kreative klasse har det hårdt.

menmenmen intet er så skidt at det ikke er godt for noget. Jeg har aldrig været så glad for genbrugsbutikkerne som nu og jeg har aldrig været så krea med de gamle møbler og klude jeg finder i mine forældres kælder og andre steder.

Gratis glæder som blogging, læsning af gamle bøger på reolen, oprydning i forældres kælder (som medfører læsestof af den pinlige og sjove art i form af gamle dagbøger og breve, og underligt tøj, som måske kan blive fedt i den rigtige sammensætning) og ikke mindst fotoshoot med baby, er mine nye hobbyer. Det har alle dage været godt for kreativiteten at være fattig!

tirsdag den 26. juli 2011

artikel: en dag i mit liv

Klokken er 07.55. Jeg har været vågen mindst en time. Om lidt kommer min mor ind og vækker mig, og jeg ved hun allerede har læbestift på, og klar til at tage af sted, selvom der er mindst 2 timer til vi skal køre. Vi skal hente min søster først. Det er en underlig dag.
I radioen er de allerede i gang med forberedelserne. Det har de været i flere måneder, men nu går det løs med alt, hvad de har sparet sammen. På denne tid af dagen, er der ikke rigtig sket noget, så de gætter på hvad der kunne ske og genudsender de interviews, de har lavet tidligere, og analyserer dem på en ny måde. I fjernsynet viser de billeder af kirken, af blomsterne, af København der er renskuret og flagklædt i dagens anledning. Hele landet vågner til en festdag, der har været forberedt i flere år.
Jeg har fået flere invitationer til fester, jeg kunne være til. Tøsedag foran tv i fine kjoler og med bryllupskage. Fredagsbar i hjerter og champagne og med Zulus bryllupsdækning i baggrunden.
Jeg skal ingen af delene. Vi taler og griner lidt hysterisk i bilen hele vejen derind. Det er 45 minutters tom snak, men ingen af os har lyst til at være tavse. Faktisk er det helt rart at høre min mor og søsters stemmer. Så er det næsten, som om vi bare er en helt almindelig familie, der er på tur. Min søster er træt. Hun sms’er med sin nye kæreste. Han er endnu hemmelig, så mor tror det er Trine, hendes veninde, hun sms’er med. ”spørg hende hvor hun skal se det henne?” ”..Nå, det kan selvfølgelig også være, hun er på arbejde, men de må da have en skærm tændt der også?” ”Tror I de viser det i venteværelset?” ”Jeg vil nu gerne se hendes kjole. Når bare jeg har set den, så behøver jeg ikke mere. Eller måske også lige, når de siger ja. Men så behøver jeg heller ikke mere... udover talen selvfølgelig. Den skal man næsten have med”.
Jeg drejer ind på parkeringspladsen. Det er altid mig der kører, når vi skal herud. Mor er simpelthen så fraværende, at jeg ikke tør lade hende køre. Der er en plads lige udenfor døren. Det er underligt. Der er ellers aldrig pladser her. Jeg plejer at køre rundt i lang tid for at finde en plads, og jeg kørte kun herhen for at sætte min søster og mor af, så de kunne gå op, mens jeg ledte efter en plads. Men her var den. Den perfekte plads. Lige ved siden af springvandet.
Mor har lagt sin taske på skødet, mens vi kørte, og i det hun træder ud af bilen, vælter tasken og al indhold ud på asfalten og ned i springvandet. Mobiltelefonen ligger på bundne af bassinet og lyser. ”Indbakke”. Vi griner. Lidt hysterisk. Det er typisk min mor. Sammen får vi samlet alle de våde ting tilbage i tasken. Vi har ikke tid nu, men senere på dagen skal vi nok få tid til at redde, hvad reddes kan.
Far ligger i sin seng med lukkede øjne. Han sover. De har givet ham noget beroligende, men han vågner da vi kommer ind. Vi taler lidt om ingenting, holder hans hånd og kysser ham på panden. Han viser os sit bryst. De har barberet al håret af. Det ser mærkeligt ud. Det er slet ikke min fars bryst. Helt nøgent og sårbart. Der er et langt ar fra en tidligere operation. Om få timer får han et magen til ved siden af. Han komme til at ligne en flæskesteg på brystet, smiler han. Jeg siger, han kommer til at ligne en sej rocker. Det bliver flot på stranden til sommer.
Da de henter ham, vinker han og smiler til os. Han siger, vi skal passe på at ham i nabosengen ikke stjæler hans hjemmesko.
Vi har fået at vide at operationen tager ca. 4 timer. Efter én time ringer de til os. Der er gået noget galt. Min far kunne ikke tåle den medicin, de gav ham inden operationen, og han holdt op med at trække vejret. De genoplivede ham i 40 minutter. De fik kontakt med ham, og han ligger nu på intensiv. De kender ikke konsekvenserne af forløbet endnu. Hjernen har højst sandsynligt taget skade, men hvor meget må tiden vise. Vi har naturligvis ret til at klage.
På skærmen fælder Frederik en tåre. Det gør jeg også.

søndag den 24. juli 2011

mere leverpostej på nettet!

Uh jeg har lige haft en af de der inspirerende samtaler med en veninde, der gør at jeg føler mig lidt mere mig en ellers. Jeg bliver bekræftet i at jeg er som jeg er og det er godt. Rigtig godt.

Jeg lovede jo billeder af mine loppefund i tirsdags. Men nu er jeg kommet i tvivl. Jeg ved ikke rigtig om denne blog er en blog med billeder på? Og det bringer mig videre til mit evige spørgsmål; hvad er denne blog egentlig for en blog? Mest dagbog. Og lidt skriblerier. Skulle man fylde noget mode på? boligindretning? (Det sidste mest for at få nogle prøver fra nogle, der vil have at jeg skriver om dem) Jeg kunne helt bestemt fylde nogle artikler på. Så andre kan se at det kan jeg (også) skrive. Men men men det vigtigste er dog, at jeg finder ud af, hvordan dette blogliv virker. og til det har jeg hentet hjælp fra Julia Lahme, som har lavet sådan en fin guide til bloglife (for kvinder??) Nu har jeg ikke læst hele guiden igennem endnu, men jeg regner med at hun (og sikkert en masse andre) skal inspirere mig til at få styr på det her blog-halløj, for det er dælme lige noget for mig! Jeg vil leve af at sidde her og blogge! - Derfor slår jeg et slag for mere leverpostej på nettet, for det kan jeg nemlig levere!

Og jo. Min eneste bekymring omkring billeder på denne blog, udspringer af at jeg ikke ved hvordan man lægger billeder ind. øv. så er det afsløret; jeg er total tumpe til alt med knapper. incl. computeren. og dermed nettet. og dermed bloggen. min egen blog. fuck.
Jeg finder ud af det. Lige nu!

tirsdag den 19. juli 2011

to-do liste

Jeg er, måske afledt af min nye rolle som mor, ved at blive et bedre menneske. Altså sådan et menneske, der har styr på tingene, og er rummelig og rolig og giver plads til andre og sig selv. Der er dog lige et par småting, som mangler før jeg helt er der.

Jeg skal
- være mere til stede, når nogle taler til mig. (ikke bare svare "ja, sådan er det jo" og nikke bekræftende, mens jeg stirre og smiler overdrevet til mit barn, når nogle fortæller mig, hvad der sker i deres liv)
- Lytte til mig selv og give min mening til kende, så min datter har noget at se op til
- drikke mere vand - fordi det er jeg virkelig dårlig til.
- bruge tandtråd - fordi det er jeg virkelig dårlig til. (selvom de 17 sekunder det tager, kan spare mig for 2000 kr hos tandlægen, så er jg simpelthen så dårlig til at få det gjort.)
- rydde op efter mig selv, herunder stille støvsuger og brugt service på plads efter brug. (det vil redde meget i parforholdet, og på elsk-dit-hjem barometeret)
- Bruge ansigtsrens hver aften. Eller i hvert fald de aftner, hvor jeg har haft make up på. (mascara gælder ikke som make up)
- lave god mad.. hver anden dag. -træerne vokser jo ikke ind i himlen.
- nyde mine tæer og give dem kærlighed (det lader til at min datter har arvet de lange krogede sataner, så jeg kan lige så godt lære hende først som sidst, at der ikke findes kosmetiske behandlinger, der klipper lidt af tæerne.)

og så skal jeg glæde mig over at bo på landet! Det er den vigtigste. Jeg er allerede godt i gang med den. Et stort plus ved at bo hvor jeg gør er, at der er gode genbrugsbutikker og loppemarkeder lige i området. I aften skal jeg til loppemarked med min mor og søster (som også rangerer højt på listen over plusser ved at bo på Djursland) og ih hvor jeg glæder mig - til loppemarkedet altså. Det kan kun blive en succes, også selvom det utænkelige skulle ske, at der ikke var en eneste lille dims jeg synes passer lige ind hos mig. - Meen det skulle nu være svært uheldigt. En lille vase eller et par gamle solbriller skal det nu nok kunne blive til.
Det kan være, at jeg tager nogle billeder af mine "fund" i morgen, og lægger dem ud på bloggen. (så finder jeg også ud af hvordan det gøres)

Nu vil jeg kigge lidt på mine tæer..

onsdag den 13. juli 2011

Denne lille begyndelse til en historie har jeg oprindeligt skrevet på min skrivemaskine. Det giver noget lækkert til kreativiteten at skrive på maskine. Det lyder godt.
Historien skal handle om det at blive arbejdsløs. Jeg mødte "Helle" på et jobkursus, og syntes hendes historie var interessant. Der kommer meget mere, men dette er en begyndelse.
- jeg overvejer desuden at få min mor til at skrive med på denne her. Hvis hun har tid. Og hvis det er en god idé... at skrive med sin mor... jeg har vist aldrig hørt om nogle, der har gjort det før. Vi får se hvad det bliver til. Jeg vender tilbage med mere nyt (mere teaser, for teaser, for teaser..Gaaab)

Hovedperson: Helle Gylden Kristensen. Gylden blev oprindeligt staves med to "ll", men det har Helle aldrig brudt sig om. Det lyder som Gylle, synes hun, Så da hun fik mulighed for det ændrede hun det straks til Gylden. Det lyder bedre, synes hun. Og det ser bestemt pænere ud. Kristensen bruger hun aldrig. Helle Gylden. SAS Stewardesse.
Hun har altid elsket sig job, men da hun mødte Paul i Madrid, valgte hun at sige op hos SAS for at tage job hos et af lavprisselskaberne. Det var spændende i begyndelsen, men efter et stykke tid blev hun træt af at alt skulle være så billigt. Der var ikke samme klasse over de billige flyselskaber. Der er ingen luksus på de små ture fra København til Madrid. De lander altid på de yderste pladser i lufthavnen, og hendes kolleger fra SAS hilser ikke mere. Hun forstår dem faktisk godt. Da hun arbejdede hos SAS følte hun sig også hævet over dem fra lavprisselskaberne. De billige stewardesser. men da Paul havde foreslået hende at flytte selskab, havde han fået det til at lyde så tiltalende. Bedre løn, bedre arbejdstider, og så kunne de ses meget oftere, fordi Paul jo arbejdede i Madrid.
Alt så lysere ud dengang.
Helle har ingen børn. Det er der ikke plads til som stewardesse. Hun har været kæreste med Paul i 5 år. Han forlod hende for to år siden for en anden. Hun var ked af det i begyndelsen , men overraskende hurtigt kom hun over det. Hun savnede ham egentlig ikke. Kun når hun duftede til den specielle Hugo Boss deodorant som han altid brugte. mest fordi den mindede hende om alle de gange hun havde taget den med hjem fra hvor hun nu havde været. de sås næsten aldrig til sidst.
Helle så det i fjernsynet først. I Nyhederne. Og lige efter hun havde tændt for telefonen ringede den. Hun skulle komme til møde på kontoret i lufthavnen. Da hun lagde på kunne hun se at der var 11 ulæste beskeder. Flyselskabet var gået konkurs og Helle havde ikke noget job. Det havde hun aldrig prøvet før.
Indhold. Jeg lovede indhold.

jeg er ved at skrive på et manus, som jeg gerne vil offentliggøre på bloggen om lidt. men jeg synes ikke det er klar til det endnu. Så jeg forestiller mig, at jeg sender de overordnede ideer ud, så der er lidt at vente på. Som en slags teaser. eller en forfilm om man vil.
Da jeg var barn og boede i Allingåbro, kunne man leje en videobox nede i Døgneren. Det var stort! Man kunne vælge 3 film, som man så kunne se om og om igen hele weekenden! Jeg kan huske længere passager fra "Det er mig der snakker" udenad på den konto. Den gang var forfilm noget af det bedste der fandtes. Så kunne man se små snaser af film, som man ikke måtte vælge for mor og far. Og man kunne snakke lidt med i skolen om film, man faktisk aldrig havde set. Cool! Derfor kan I inden længe tale med om film der end ikke er blevet lavet endnu, når jeg bringer en lille forfilm på en film jeg gerne vil have lavet engang.

Jeg har hermed netop lavet en teaser for teaseren. Flot Karen. Hvor mange gange mon man kan gøre det før det bliver kedeligt...

torsdag den 7. juli 2011

hvor skal vi bygge og hvor skal vi bo

Jeg bliver vist nødt til lige at opdatere/korrigere et tidligere indlæg.

K og jeg taler STADIG om hvor vi skal bo. Det er ikke lige sådan at flytte hele manegen til København, når en tredjedel helst vil blive boende blandt marker, skove, strand, jyder og muligheden for at kunne hugge træ i bar røv, uden at blive meldt til sædelighedspolitiet. en anden tredjedel er fuldstændig ligeglad med hvor hun er, bare der er adgang til rigelige mængder mad (som pt er at finde i mine bryster), og den sidste tredjedel, som er mig, gerne vil tilbage til pulsen, kulturen, sushi-baren og mine venner i hovedstaden.

Det bliver under alle omstændigheder ikke lige i morgen, eller ugen efter, vi flytter, da der er mange ting vi skal have på plads først (læs: moneywise) - Men for mig er tanken om at muligheden stadig lever med til at gøre mig en lille bitte smule gladere.

tirsdag den 5. juli 2011

shoppetur med baby!

Puha jeg er helt bombet i dag. Jeg har nemlig været ude at shoppe... uden at købe noget som helst. Det tager på kræfterne, kan jeg afsløre.
Jeg har haft babyen med på shoppetur, og vi er sammen blevet enige om, at jeg med lidt god vilje godt kan bære pudderfarvet, og at jeg nok skal vente lidt med str. 38.
Hun er alletiders shoppemakker; 2 spark for "du ser brandgodt ud, mor", og bask med armene for "dont go there"! - need I say, Hun baskede med armene hele dagen! Men det var hyggeligt og solrigt og skønt at være out and about!
Nu er jeg over and out på sofaen.
(jeg er tilbage i morgen med lidt mere indhold)

mandag den 4. juli 2011

Mozart vs Roxette

for at få kloge børn skal man præge dem fra små. jo jo det står der i alle bøgerne. Ok, der står også i nogle andre bøger, at moderen skal spise broccoli og spinat dagen lang, men den tager vi en anden gang.

Her i huset har vi tænkt os at få usandsynligt kloge børn. Så derfor har vi fundet Mozarts samlede værker frem og spiller dem dagen lang. Det er pænt mange værker den mand har komponeret. Og vi har dem alle sammen. Og spiller dem alle sammen.
Smukke-barnet ligger i sin vugge og nynner med på musikstykker, som jeg ikke aner hvad hedder og ikke kan udtale, når jeg læser bag på cd'en. dermed skulle man måske tro, at jeg så nok ikke er så klog. Meen "stupid is what stupid does" siger Forrest Gump, og det er bestemt ikke dumt at spille Mozart musik hele dagen. Jeg siger jer; der falder sådan en fin ro over hele husets beboere og smukke-barnet ligger helt roligt og sover i stuen, mens de voksne fører lange dybe konversationer ved siden af hende. jep sådan har vi det hjemme ved os.

Når altså ikke jeg sidder med hørebøffer sat til computeren og ser gamle afsnit af sex and the city, mens jeg vugger liften med den ene hånd.
For selvom man gerne vil have kloge børn, så må jeg sgu nok indrømme at løbet er kørt for moderens vedkommende. Mozart er dejligt og fint og lækkert, men en gang imellem må han vige pladsen for Anne Linnet og Roxette og Kim Larsen, så mor kan danse stuen godt ind i 1990erne og skråle "Du er så smuk og deeejliiig" lige ind i de blå øjne der stirrer på mig fra legetæppet.
Så må tiden vise om jeg formår at udligne al den gode karma fra hr. Mozart før pigen selv lærer at vælge sine hverdagstoner.

torsdag den 30. juni 2011

Bulen

Jeg har været til 5 ugers tjek med smukke-barnet.
Hun havde taget på som hun skulle (hvilket jeg vidste), hun var vokset som hun skulle (hvilket jeg vidste), fejlede generelt ikke noget overhovedet (hvilket jeg naturligvis også vidste). dejligt opmærksomt barn jeg har. I KNOW!

-udover en lille bule i baghovedet. Hun blev taget med sugekop, så jeg har hele tiden tænkt, at den jo selvfølgelig stammer derfra. Hvad i alverden skulle det ellers være? Hun er jo per-fucking-fekt, og en lille bule på størrelse med en lille valnød er i virkeligheden bare med til at skabe hendes vidunderlige karakter. Ja den er faktisk sådan lidt sød.. og så går den vel væk igen om et par måneder?

Men lægen var bekymret. Han følte på den. igen og igen. Han målte den. Han tegnede på hendes (perfekte) lille hoved med en kuglepen. Og målte igen. Han stillede spørgsmål om fødslen, og forløbet (har du ikke en journal du kan kigge i - jeg fødte, jeg aner ikke hvad der skete omkring mig) han talte om kranie-plader, og spurgte ind til bulen, alt imens han gentog flere gange, at han simpelthen ikke vidste, hvad det var, og at det nok var et job for en pædi...pædo-et-eller-andet... børnelæge. Til sidst kom han frem til, at jeg skulle komme forbi igen om 2 uger, for at få tjekket knuden igen.

(kort pause med gevaldige øjenbrynsløft fra min side)

KNUDEN??? Skal vi ikke bare kalde det en bule og lade det være ved det?! Du kan da ikke begynde at kalde noget som helst for en knude, når du netop har sagt, at du ikke aner, hvad du taler om!
Altså may I remind you.. Hun er perfekt! PERFEKT blev vi enige om.
Nå.
Jeg samlede mine ting (Jeg havde taget tasker og poser med ind til lægen, som om jeg skulle på lejrskole - jeg skal lige lære det der baby-på-farten oppakning) og spankulerede ud til skranken for at reservere en ny tid til tjek af BULE.

Nu er det så mig, der har fået en bule i baghovedet...

Nu med barn... and then some!

Jeps. Baby kom ud. Efter 12 laaaange dage. Og 32 laaaaange timer. Det var det hårdeste og vildeste jeg nogensinde har prøvet. Ever! Jeg troede flere gange at jeg skulle dø.. eller at barnet skulle dø. Eller at der var sket en misforståelse, og der var slet ikke noget barn. Vi opgiver bare missionen, og tager hjem. Du bestod desværre ikke føde-prøven, så du kan tage hjem igen og komme igen, når du ved hvad du laver.

Men det endte jo alt sammen lykkeligt! En lille pige med blå øjne kom ud og gjorde alt andet ligegyldigt. Hun betager, imponerer og fylder hele mit hjerte uden overhovedet at gøre det mindste for det. Hun er rolig og mild og ligger længe bare og kigger og tager verden ind. Når hun selvfølgelig ikke skider, græder eller sover.

Verden er blevet et bedre sted, nu hvor smukke-barnet er trådt ind i den. Bare en lille bitte smule.

mandag den 2. maj 2011

Miss Patience vippet af pinden!

argh altså!
Jeg har ventet og ventet og ventet! Nothing happens! kom nu ud lille ven!
Jef har brugt hele min graviditet på at ønske, at jeg ikke fødte før tid, men at jeg nåede at få HELE mine fulde fire uger uden barn. Det har jeg så fået nu. Fire uger og 2 dage. Jeg er gået 2 dage over tiden, det er jo ikke engang lang tid nok til at nogle kan have ondt af mig. Jeg har det jo godt alt taget i betragtning. ingen bækkenbundsløsning, åreknuder, vandladningsproblemer eller lignende irriterende ting, som andre gravide kan lide af. Jeg er tung og træt, men det er også det.
Alligevel synes jeg bare, det er så meget på tide, at baby kommer ud! Alt er helt klart og pudset og vasket herhjemme. Jeg er topmotiveret til at kaste hele mit liv over bord for at hellige mig moderskabet og al dens væsen. Jeg har læst alle fødebøgerne, ammebøgerne og øko-slynge-hippiebøgerne. JEG ER KLAR PÅ DET HELE!

Undtagen at barnet ikke kommer ud.

Hver gang jeg så meget som nyser, starter der en tankerække hos mig, der hurtigt bladrer alle hjemmesider, bøger og ammestuesnak igennem for at undersøge, om der ikke stod noget om at et nys kunne indikere snarlig fødsel? Det er jo ikke til at holde ud.
Min familie ringer i tide og utide, for at høre hvordan jeg har det... og bliver tydeligt skuffede over, at jeg igen har sovet godt i nat.

Jeg har altid været Miss Patience. tålmodigheden selv. Helt rolig og afslappet. Nu kan jeg slet ikke holde tanken ud, om at jeg i princippet kan gå sådan her i 10 dage mere. Hvad sker der med mig?

Eller hvad sker der ikke??? Kom nu ud søde ven. jeg lover at.. at.. at jeg vil tale svensk til dig så ofte som mit ordforråd byder det, fordi det lyder så pænt! Kom bare ud.

onsdag den 13. april 2011

systemkursus efterlyses!

Når man nu har barsel og barnet endnu ikke har meldt sin ankomst, bliver dagene mine fyldt op af større og mindre projekter. Jeg er, som jeg tidligere har beskrevet, gået DBA-amok, og har solgt alt hvad sælges kan, købt og solgt igen. Jeg har bagt citronboller, klidboller og kardemommeboller. Jeg har læst boligblade, graviditetsblade og modeblade (jeg bliver vel tynd igen engang?) og revet alt ud af skabene og flyttet rundt på møblerne, så nu ligger alt hulter til bulter og roder endnu mere end før, fordi IKEA ikke havde det skab på lager, som jeg havde besluttet skulle stå lige der i hjørnet.
Og nu er mit nye projekt at få orden på mine papirer. Jeg har nemlig hele mit liv været sådan én, der har én bunke for vigtige papirer, og én for semi-vigtige papirer, og én for vistnok vigtige papirer, men jeg forstår dem bare ikke, så jeg må hellere gemme dem, og én for ikke-vigtige, men sjove eller interessante papirer (små sedler fra min kæreste, tekster jeg har skrevet, udklip, postkort o.l).

Og når der så engang imellem skal ryddes op, bliver alle disse bunker lagt sammen til én stor og gemt ind i skabet, med løftet til mig selv om, at om ikke så længe vil jeg lige få dem sorteret og organiseret. Det sker bare aldrig helt, for jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre ved dem.

Det skete så i dag. En god kop the, en hjemmelavet citronbolle og ALLE papirer ud på bordet. MEN hvor lærer man hvordan de forskellige papirer kategoriseres? Jeg har aldrig været et system-menneske, men har altid været fascineret af, at nogle mennesker bare lige kan gå hen og finde lønsedlen fra november, telefonregninger fra 2010 tredje kvartal, eller opskriften på pebernødder som eks-svigermor sendte for 7 år siden. How do they do that?!

Mine systemer har det med at brase sammen under mig. Men nu skal det være slut med det. Jeg skal være dymo-moderen fra helvede. Små skuffe og kasser og tidsskriftsamlere og ringbind med dymo-labels, der fortæller præcis hvad indholdet lyder. De skal stå side om side på mit kontor og krydshenvise til hinanden, så baby kan vokse op med en super tjekket mor, der har styr på lortet.

Jeg starter lige med at gå på nettet og købe en dymo, og finde nogle flotte tidsskriftholdere og ringbind til at sætte systemet i system. - Det hjælper jo lidt hvis det også ser flot ud...
Indtil da, kommer papirerne lige ind i skabet igen.

søndag den 3. april 2011

Vi flytter!

K og jeg har talt sammen i ugevis.. nej månedsvis.. faktisk årevis, siden vi mødtes om hvor vi skal bo. Det er den værst tænkelige konstellation, når en Københavner, der ser sig selv mest som jyde, møder en jyde der allerhelst vil bo lige midt i København, og de to forelsker sig. Hvor faen skal vi bo??
Nu er jeg flyttet tilbage til Jylland, og vi bor nu 15 min kørsel fra min gamle folkeskole, og 30 min kørsel fra den nærmeste sushibar, kebabshop, seven-elleven, biograf eller café. Jeg dør langsomt. Jeg har bogstavligt talt problemer med at trække vejret, når den bus jeg engang tog til skole kører lige forbi min hoveddør. Jeg får tårer i øjnene, når mine venner på facebook skriver "kaffe snart?" indbyrdes til hinanden. Jeg vil hjem!
OG NU mine damer og herrer! Har K og jeg besluttet os for at flytte hele manegen til København igen! Jeg er så lykkelig for, at han er villig til at give det en chance i byen. Og jojo godt nok starter vi i yderkanten, og Vesterbro er udelukket, men Valby er ikke helt streget fra listen over steder vi kunne bo. Og Valby, det er altså så godt som midt i byen, selv for en indfødt. (Men i virkeligheden hedder det alt med en S-togsstation, så viften er lidt bredere)

Jeg håber K og jeg kan blive enige og at priserne pludselig falder markant, så vi kan få råd til at komme tilbage til den puls, der holder mit indre og ydre liv i gang. Mit kommende lækre lille barn skal vokse op med hele verdens muligheder i sin lille hånd, og jeg skal personligt sørge for, at han/hun får set rute 888, DSB og de jyske motorveje, så meget at mormor og morfar og alle de andre jyske rødder løber tør for slik og sodavand hurtigere end de kan nå at sige "hvad vil du da i København, når I nu skal have et lille barn? Børn har bedst af a vokse op på landet" - men mor har bedst af at bo i byen.

onsdag den 30. marts 2011

Min cykel.

Det er en klassisk overskrift til en fristil i 4. klasse. Og lige nu mit bedste bud på kapital i den kommende måned.
Jeg er blevet hooked på at sælge ting på nettet. Jeg sælger ALT og lige nu er det cyklen, der står for skud. Jeg vil sælge den for at få penge, og ikke fordi jeg ikke vil cykle mere, eller fordi jeg har en smartere cykel stående et sted. Nææ der skal bare penge i kassen, så den skal sælges så dyrt som muligt, så hurtigt som muligt.

Min kæreste går rundt med ticks i mundvigen, når jeg igen lader mit søgende blik vandre rundt i stuen for at finde noget, der kan sælges.

Det er vel egentlig ikke et specielt sympatisk træk at ville sælge ud af arvesølvet for at finde kapital til dagligdagen, men jeg retfærdiggøre mit nyfundne krejlergen med at mine penge skal gå til BABY. Det er dælme dyrt at shoppe babyting. Og så er der jo alle de andre ting, som ikke er decideret baby-relaterede, men som kommer med baby.
Hele vores stue skal ommøbleret inden det vælter ind med veninder og familie, der vil se baby.. og nå ja også sidde i stuen og drikke kaffe og spise hjemmebagt rabarberkage! Så skal man have en stol og en sofa som de kan sidde i. Noget lækkert. Noget der signalerer overskud og øko-familie. - og ikke som nu; fattigdom og rod.

Vi skal også have en ny bil. Ikke for at cruise rundt og se familie-agtige ud med sølvgrå stationcar og disneysolskærme i vinduerne.
Nej i vores tilfælde handler det om at bilen, som pt. holder i vores indkørsel, kan kategoriseres som direkte uforsvarlig at sætte baby i. Sådan lidt underligt at sætte en spritny top-sikret babystol i en bil, der bogstavligt talt bliver holdt sammen af gaffatape og ikke har noget 5. gear.

Så nu skal cyklen sælges!

søndag den 13. februar 2011

jo jo jeg er her endnu...

Det er måske lidt svært at se det hvis man ikke lige ved det, men jeg er altså i gang...Igen. For jo sandt at sige, så har jeg jo ikke skrevet et ord herinde siden sidste år, men nu vil jeg gerne i gang igen, for nu kribler det i fingrene igen. Jeg har fået noget at skrive om, og tiden til at få det skrevet må findes!
Det jeg har at skrive om er, at jeg skal være mor! Det er helt vildt. og meget mærkeligt. En mor er jo noget man har, og ikke noget man er. Jo jeg er. om lidt. om to måneder og to uger. ca.
For her kommer vi ind på et af mine store graviditetskomplekser; Jeg fatter simpelthen ikke at tælle uger. ja man kunne tænke; hvor svært kan det være? men for mig er det åbenbart helt vildt svært. Alle gravide bliver spurgt mindst én gang om dagen; "hvor langt er du henne?" og det ved jeg så ikke. Jeg hvornår jeg skal føde, og at jeg har været til 20 ugers scanning, men ikke præcist hvor længe det er siden. Er det bare mig eller taler alle andre gravide i sådan et kodesprog, som mærkeligt nok er helt uforståeligt for mig.
MEN nu ved jeg det! 28+2.. jeg har tilmeldt mig en service på nettet, så man simpelthen får en mail hver morgen med dagens "tal". Så skal jeg bare huske hvad morgenens mail sagde.. og ikke forveksle det med gårsdagens morgenmail.. eller begynde at drømme mig frem til næste uges tal... eller lytte for meget til andre gravides tal. jeg bliver meget nemt forvirret når det kommer til tal.