Så skal jeg da lige love for, at jeg er kommet hjem fra ferie!
Jeg nåede knap nok at sætte tåspidsen på dansk jord, før jeg blev bombarderet med ting som flytning, adresseændring, institutionsplads-tilmelding, deling af barsel, navngivningsfest og dertilhørende ønskeseddel, agter jeg at finde et job?, hvad med at købe en bil?
Jeg var lige så glad og fuld af feriestemning og selvtillid efter at have klaret alt muligt helt alene uden problemer eller panik. Og jeg havde ikke engang spist den svenske chokolade med lakrids i endnu. Puha. Det var en lang tur hjem, men ting forsvinder jo ikke af, at man rejser til Stockholm. Heller ikke selvom man køber nye sko(som jeg gjorde, og de er jätte fina!)
Jeg kan ikke bestemme hvordan alting skal være, og det må jeg vist til at forholde mig til.
En anden ting jeg lige må forholde mig til er forbandede TRØSKE. For de uindviede kan jeg forklare at det er det en slags svamp i munden på Englen, som så forplanter sig videre over til mit bryst, og som gør så helvedes ondt at det bedst kan sammenlignes med at blive stukket af fire sløve brødknive lige i brystvorten. stik dem dybt ind og drej rundt. Amningen er blevet tortur, og bødlen ligger og griner ad mig med sit yndige ansigt hver gang jeg i smerte klynker ned i puden eller i hånden, som jeg har bidt mig fast i.
Og næh nej... det er skam ikke nok. Mother Nature har sat sig for at give mig hele pakken, nu vi er i gang: For i det yndige ansigt der ligger og griner sidder der gudhjælpemig nu også en tand! Sådan en lille syl i undermunden der gnaver i det i forvejen løse og tyndslidte hud ved brystvorten.
- OG (-ja for jeg er slet ikke færdig med at fortælle om min krop i offentlig forum) oven i hele tortur-helvedet, har jeg kraft-Peter-vælte-mig også fået Mens. Jamen!! Hvis man først kæmper med naturens kræfter, så kan man ligeså godt lægge sig, for der er sgu nogen, der ved hvordan man finder de heavy skyts frem! Jeg har ikke set skyggen af mensi i over et år (havde faktisk helt glemt, hvad det var) og så fandt jeg pludselig mig selv med hånden nede i posen med kogechokoladen fra sidste jul, mens jeg snerrede af min mor for at sætte maden på bordet lidt for hurtigt. (!) Welcome back hormones!
Jeg må vist bare sande, at det er lige nu, jeg skal vise Gud og Fanden at jeg KAN SELV! -blev der sagt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar