Hvad kan man egentlig tillade sig at forvente af livet?
Velstand og lykke?
At blive elsket?
At blive forstået?
Der er så mange, der forventer så meget. Jeg har selv en forventning om, at ting omkring mig udvikler sig på en bestemt måde. Det betyder ikke, at tingene ikke kan ændre sig, men at der dermed opstår nye forventninger. Er det en dårlig ting at have forventninger? Man kan vel strengt taget ikke foretage sig noget uden at have en eller anden forventning om, hvad det vil medføre.
En del af det at glæde sig handler om forventninger. Jeg elsker at glæde mig til noget. Ofte mere end selve begivenheden. Jeg laver små begivenheder til mig selv i løbet af dagen, som jeg kan glæde mig til. F.eks. ligger der lige nu en kiks på mit bord, der først må spises, når jeg har sendt dette blogindlæg afsted. Det glæder jeg mig til. Jeg glæder mig også til at jeg i morgen skal se Smukkebarnet plaske rundt i vand, og til at jeg i næste uge tager til København og derefter på miniferie til Stockholm. Jeg glæder mig også til at alle mine møbler er samlet et sted, og jeg ikke længere skal konfronteres med knuste drømme.
Hvis man ikke forventer noget af nogen, og ingen forventer noget af én, er man et ensomt menneske. Det er dejligt, når nogle har forventninger til mig. Det viser tillid. Jeg kan leve op til dine forventninger...
Og når forventningerne ikke bliver opfyldt?
Så kan man sætte sig i sofaen og tude. Man kan skrige ned i puden og smække med døren. Man kan stirre ind i væggen, og mærke hovedet blive helt tomt for tanker.
- og når man er færdig med det, kan man bestille en flyttevogn og starte et nyt liv i Højbjerg, Valby, Hvidovre eller Tilst.
Karen og Smukkebarnet mod nye eventyr. - med store forventninger om at alt bliver bedre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar