I disse Facebook tider
Kan man være venner med nogen man allerede er gået fra én gang?
Jeg prøver desperat at være venner med alle, der en gang er gået fra mig. Som om det slag, at de ikke vil have mig, gør at jeg bare må se dem igen og igen. De skal pines i mig. Kvæles i mig. Og derefter skal de længes efter mig, når det pludselig er mig, der forlader dem. Bare sådan uden varsel. Men problemet er, at det gør jeg ikke. Jeg forlader dem aldrig. De er i mit blod, og når de kalder, står jeg der og forstår ud over det hele. Jeg forstår hvorfor du er ked af, at din nye kæreste har forladt dig. Jeg forstår hvor travl og stresset du må være. Jeg forstår det må være hårdt for dig. Jeg forstår hvorfor du ikke kan undvære mig. Jeg kiler mig ind i deres liv på alle mulige måder. Og nu har jeg fået endnu en glimrende mulighed til at genere og generes af gamle venner og eks-kærester. Facebook. Her kan jeg lure på dem og finde folk fra fortiden , som jeg langt om længe har rystet af mig, og pludselig kan jeg ikke huske hvorfor jeg glemte dem til at starte med. Så er vi venner igen, og en del af hinandens liv.. var det overhovedet meningen? Har Gud ikke opfundet farvel for en grund? Vi ses aldrig mere, og det er bedst sådan. Vi har fået det ud af hinanden som vi kunne. Farvel. Hov! Vi kan da snyde og være venner på face’en! Hehe, vi kan ikke lide hinanden mere, men derfor kan vi godt være space-venner! Pludselig finder man sig selv trækkes med en masse spøgelser, og livet går i loop, og de diskussioner vi havde for 10 år siden, står vi nu og har igen. Gud bryder sig ikke Facebook!