onsdag den 17. marts 2010

Længere tekst - Minus-ansøgning

MINUS-ansøgning

Jeg glemmer ting, der er vigtige at huske. Jeg husker datoen på fødselsdagen, men glemmer gaven hjemme på køkkenbordet. Jeg roder alt ud af skuffen for at finde kuglepennen, og lægger kun kuglepennen tilbage igen.
Jeg keder mig, når hverdagen bliver forudsigelig, og sjusker med trivielle opgaver, og vil sandsynligvis forlade et job igen efter mindre end et år. Jeg har altid masser af drømme om ting, der skal ske og hvordan det skal blive, så et enkelt job kan aldrig udfylde alle mine krav til det perfekte job. Når jeg fokuserer på én ting, glemmer jeg alt andet omkring mig, og jeg kommer kun til tiden, de første dage, derefter kommer jeg konsekvent 10 minutter for sent. Jeg føler selv jeg kommer lige til tiden. Jeg er rodet og meget lidt struktureret.

Jeg har ikke én hobby eller sport jeg er god til eller brænder for. Jeg har aldrig været den bedste til noget som helst, men jeg klarer mig middelgodt og det synes jeg er godt nok. Jeg tager gerne til takke med en 2.plads, og hvis jeg taber gør det ikke noget. Jeg har alligevel ofte været med på det vindende hold, men kun fordi jeg er god til at bakke op om de andre, og tale andres sag og få dem til at yde deres bedste.

Når jeg skriver mine historier eller tænker dem glemmer jeg tid og sted. Som barn kunne jeg gå alene i timevis og drømme. Min mor blev bekymret, når hun fandt mig sidde og stirre ud i luften længe efter båndet med ”Lone og Løven” var stoppet. Men inde i mit hovedet fortsatte historien. Jeg var Lone, der havde en løve boende i en hule i haven, og vi var på polarudforskning i de sibiriske snelandskaber, eller jeg var en indisk pige med langt hår og fem søskende, der alle havde eksotiske navne, som jeg selv fandt på. Jeg drømmer stadig, og verden gennem mine øjne er ikke altid, som den ser ud i virkeligheden. Når jeg skræller kartofler kæmper jeg i virkeligheden som fredsaktivist på Vestbredden, med kuglerne flyvende om ørene og en sag, der er vigtig. Hvad der adskiller min virkelighed fra de andres er, at andre kun ser kartoffelskrællerne flyve og fem kilo kartofler forsvinde til ingenting, men ingen ser, at jeg lige har reddet en mand fra at blive skudt, så han kan komme hjem til sin kone og børn. Hvad betyder det, når jeg bare sidder her og skriver. Når jeg skriver kan andre se en lille flig af, hvad der sker i mig. Hvis det da er vigtigt.

Jeg er ikke arbejdsløs og fattig, men boheme og fri. Jeg er ikke en forkælet pige, der ikke kan tjene sine egne penge, men intellektuel forfatterspire, der bare lige mangler sit store gennembrud .Jeg skriver selvom ingen ser det, og bruger sjældent ret lang tid i den virkelige verden. Alt afhænger af øjnene der ser og hænderne der skriver.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar