Er jeg en speltkusse?

Jeg synes, det er vigtigt, at mit barn får god mad - nu hvor hun rent faktisk spiser mad. Jeg synes det er vigtigt, at det er økologisk, fordi jeg ikke selv gider at tænke på, hvor maden kommer fra. Jeg har næsten altid hjemmebagte boller i fryseren (fordi det er fucking billigt - og virkelig kræver et minimum af overskud) og jeg hygger mig helt vildt ved at gå hjemme på barsel, og kunne egentlig allerhelst tænke mig at arbejde deltid, så mit barn ikke skal være i institution 37 timer om ugen. (Men det kan jo på ingen måder hænge sammen money-wise)
Og nå ja, så bærer jeg gudhjælpemig også mit barn i en slynge på ægte hippiemanér. Oh Yes!

MEN jeg er hverken perfekt eller så meget som tæt på, og jeg kunne ALDRIG finde på at påtvinge andre mine værdier - eller mangel på samme.
Og jøsses, hvor er jeg bare ikke særlig sundhedstjekket, intellektuel eller det mindste storbysmart, når jeg spiser kager fra Netto der er pakket i plastik (med en holdbarhed på flere år?!), mens jeg ser Gossip Girl i fjerneren og klipper mit pandehår med en køkkensaks.

Jeg synes måske bare, at jeg føler mig lidt ramt, når der bliver skældt ud på de såkaldte "speltmødrene" (Speltkusserne), fordi de "bare er alt for perfekte" og "fordømmende overfor os andre" - altså, handler det ikke bare om, at DE slet ikke findes, men i virkeligheden bare er noget vi finder på, for at dække over vores egen dårlige samvittighed over, at vi måske ikke altid sætter barren højt nok. Sådan er det i hvertfald for mig. Jeg kunne helt sikkert gøre alting bedre... og det prøver jeg så på. Uden at skele alt for meget til, hvordan andre gør det. Og uden at have det mindste dårlig samvittighed.

Sådan kan der også se ud i mit hjem (og jeg ikke flov over at vise rod frem i offentligheden. Overhovedet ikke... ikke det mindste... nope!)