Når jeg skal aflevere Englebarnet i vuggestue om morgenen, vrimler gaderne af liv. Der er fædre og mødre med klapvogne, barnevogne, Nihola'er og almindelige cykler med børn, der skal afsted til dagens dont. Jeg er flyttet til et udpræget børnekvarter og hvem vidste, at der var SÅ meget gang i gaden kl 08.15?
Det tager ca et kvarter at gå hen til vuggestuen, og på den trækning ligger der ca 30 vuggestuer og børnehaver. I hvert fald mange. De er næsten alle sammen i gamle villaer, med have og sansegynger og fucking flag i øko-træerne.
Jeg derimod afleverer Englen i en vuggestue, der ligger i bunden af en 10 etagers høj bygning, som blev bygget i halvtredserne til hjælp for enlige mødre. Nu er lejlighederne vist mest beboet af familier "med anden etnisk baggrund". Rummene er små og legepladsen er lille og det eneste grønt der er at se er et sølle træ plantet i en trækasse midt i gården. Ikke imponerende ydre faciliteter.
Jeg kan da godt blive lidt misundelig, når jeg går forbi de store lyse villaer med flag i træerne og store legepladser (jo det kan jeg godt)
- men når jeg så kommer ned i den gule hule med Englen, og bliver mødt af Amira på to år, der løbende råber "heii Kaisi" til os og "Kaisi" smiler over hele hovedet, så synes jeg faktisk, det er helt ligegyldigt, med alle de der sansegynger and shit, når pigen elsker at være der, og pædagogerne er hjertevarme og søde både ved hende (og ved mig).
Måske er det min fordom, men jeg tror, der er flere speltspisende Malthe, Arthur og Phillippa'er i villa-vuggestuerne, end der er Amira, Memeth og Erkan, som de (også) hedder i Kaisas vuggestue. Det kan jeg godt lide. Jeg håber, hun lærer, at verden er befolket af alle slags mennesker, og selvom vi spiser økologisk spelt og nogenlunde sukkerfrit (50% af hustanden gør i hvertfald) så er det ikke sikkert, alle skal gøre det. Lige børn leger sgu ikke altid bedst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar