lørdag den 28. april 2012

Bryster, på den gode måde..

Må simpelthen lige dele det med nogen... En prås er gået op for mig. Ja lige præcis, en prås. Det skete i Amagercenteret, hvor jeg har shoppet i dag. Ikke voldsomt og hovedløst, for det lagde jeg på hylden for et par år siden (og det kan man i øvrigt heller ikke i Amagercenteret, medmindre man er konfirmand eller pensionist) men fornuftigt og planlagt, sådan som strømper, undertøj, barnesko og en dims til køleskabet udgør det. En lille brist var dog at finde, da missionen oprindeligt hed; "Englebarnets Første Sko", men endte i "Opstramning Af Mors Undertøjsgarderobe Efter Fødsel, Amning og Elevatorvægt". Men det var tiltrængt og her kommer pråsen; Jeg har for første gang i mange mange år købt bh uden indlæg! Ja, jeg føler mig åbenbart nu så voksen, at jeg kan vise mine bryster (i bh forstås!) præcis så små og bløde som de er. WOW! Her går jeg rundt og øver mig i at elske mig selv og min dobbelthage og linjerne ved mundvigen, smilerynkerne, og den bløde mave, ja sågar mine lange krogede tæer har fået loving care det sidste stykke tid, for jeg rummer bare mig selv SÅ meget for tiden! Det gør jeg. Og så havde jeg helt glemt brysterne! Men for fanden, det var slet ikke gået op for mig, at min "barm" var et scam. At løgnen var vævet ind i vatindlægget, og at mine bryster slet ikke er så unge, som H&M bh'erne gerne vil gøre dem til. Næ. De er blevet voksne, ligesom resten af mig. Det er sgu da befriende! Og helt ærligt. Efter at have vænnet mig til det nye look i spejlet, synes jeg faktisk, at de er ret flotte i den nye indpakning. Tak til ekspeditricen i Chance for at lade mig stå i upassende lang og kigge på mig selv i spejlet. De er nu så tolerante i sådan nogle undertøjsbutikker. (jeg nægter at kalde det lingeri.. det' sgu for krukket) PS. Jeg beklager denne fokus på mine bryster. Jeg lover at skrive et indlæg om baller på et andet tidspunkt, så kan det ligesom veje lidt op.. gården og gaden, du ved..

Ingen kommentarer:

Send en kommentar