I disse tider, hvor Whitney Houston bliver hyldet alle vegne (ja, vi er nogle der er blevet hånet til mangt en privatfest de sidste ti år - men uh ha nu er alle enige! fint fint) har det bragt nogle lidt andre tanker frem i mig.
Whitney har nemlig altid kunnet få mig til at føle mig som en stram sort gospelWoman (med stort W) der bare siger Shoup Shoup til alle problemer. Det eneste jeg behøver at gøre er; at slukke for spejlet + tænder for anlægget + skrue lige nøjagtig så højt op, at jeg ikke kan høre mig selv = Im every woman!
Da jeg gik i folkeskole var jeg rystende bange for de store drenge.. og piger! uha næsten værre med pigerne. Jeg var ikke bange for, at de skulle give mig buksevand eller tage min gymnastikpose eller andre modbydeligheder, som man hører at sådan nogle kan finde på. Nææ jeg var rædselsslagen for at de ville grine ad mig. At nogen ville tage mig i at pille næse, eller at jeg ville snuble midt på gangen eller gyys! at min lynlås i bukserne stod åben!
Så når jeg skulle have gymnastik (som i forvejen var langt ude af min comfortzone) og jeg skulle gå den lange lange farlige vej gennem "de stores gang", var mit forsvar at forvandle mig til en anden. Jeg kunne være Anne fra Grønnebakken, Kelly fra Beverly hills, min Farmor eller en indisk flygtningepige med sådan en rød dut i panden (det var mest deromkring, hvor der landede en flok tamilere i vores lille by - DET var spændende!)
Min pointe er (for der er en pointe) at jeg altid har kunnet finde ro i at være en anden. At det er nemmere at være stærk, sej eller vred, når jeg ikke er mig. Det er da noget mærkeligt noget, hva?
Måske skulle jeg overveje at prøve at være mig selv næste gang, fjenden melder sig. Nu er én af mine gode personligheder også død jo, såå tja man kan jo overveje det ...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar